Ville ikke have børn
Når jeg sidder på pizzariet med Albert, og kigger på det skønne og omsorgsfulde væsen jeg har bragt til verden, bliver jeg lidt sentimental. Sentimental og overrasket. På en skør måde, også lidt bange. Fordi jeg jo i lang tid, faktisk det meste af mit liv, havde valgt børn fra.
I skal ikke kedes med detaljerne, og det vil desuden blive meget læsning, men af forskellige grunde troede jeg ikke jeg ville have børn. Det var først da jeg forelskede mig i Melanie, det gik op for mig, at jeg bare havde manglet ”den rigtige mor” til at få børn med.
Det havde været fedt at have fundet ud af det noget før, så jeg ikke skulle være knap 40 før jeg fik børn, men måske jeg slet ikke var voksen nok før?
Panikken bredte sig da også i mig, da jeg så ville have børn, og Melanie ikke blev gravid efter første ”forsøg”. Jeg gav den ellers fuld gas, eller hvad man siger! Faktisk tog det et helt år, og med min alder blev jeg bekymret. For hvad nu hvis det skulle tage fire år? Hvornår er det for sent? Og vil det så overhovedet være muligt at få en mere?
Det tog et år… og nu er han snart tre, og jeg er 40. Og jeg er dybt taknemmelig for den her skønne dreng, som uden tvivl er et produkt af hans forældres store hjerter og omsorg.
Så når jeg sidder på pizzariet med ham, og han smiler til mig, og forguder mig mere end noget andet – så er jeg dybt taknemmelig for at jeg mødte Melanie, som fik mig overbevist om at livet med børn er… livet.
Ingen kommentarer endnu