Graviditets depression for mænd?

Velkommen til endnu et indlæg. Her vil jeg fortælle om min meget svære tid, under graviditeten med August, som fødes 11 marts 2018. Jeg advarer om et langt indlæg, men der er mange detaljer som bør være med.

Under graviditeten hvor vi ventede Albert, glædede jeg mig helt ustyrligt meget! Dette til trods for at jeg tidligere ikke ville have børn, men nu var han på vej, så det skulle og kunne nydes.
Jeg elskede at ligge og mærke på maven, jeg blev helt euforisk når han sparkede, efter jeg havde lagt min hånd på. Det føltes som om han kunne mærke, og reagerede på når jeg snakkede med ham.
Han fik lov at høre AC/DC for fuld skrue, gennem mors maveskind. Det var SÅ fantastisk en graviditet.

Så det var med stor glæde, at vi nu blev gravide igen, og denne gang venter vi lille August som ankommer om tre uger, til marts 2018

Men glæden var kort, faktisk rigtig kort! Tidligt i graviditeten mistede en som står mig meget nært, sit barn under sin graviditet i 20 uge. På det tidspunkt var vi selv så ny-gravide, at ingen vidste det endnu.
Det var en voldsom oplevelse for hende, startende med blødning, efterfulgt af indlæggelse, narkose, dødfødt barn og opvågning hvor alt bare er anderledes.

Da hun står mig så nært, var jeg naturligvis på sygehuset kort efter hun vågnede. Det var hårdt, rigtig hårdt. At se hende så ødelagt, ked af det og helt fra den – det kan jeg næsten selv ikke klare. Men jeg er også hendes klippe når det gælder, så jeg må mande mig op, og holde om hende, og give hende den trøst og omsorg hun har brug for.
– Og så sker det, som ændrer alting. En sygeplejerske kommer ind, og fortæller om hvordan man bedst kommer videre efter sådan en omgang. Hvordan det er bedst at se, holde, snakke med den døde pige – og efterfølgende sørge for at hun bliver begravet og mindet. Jeg vidste det godt selv, men hvor er det voldsomt når man står i det.
Det er det som nu skal ske, og det er ønsket at jeg bliver der, for at hjælpe hende. Det gør jeg, selvfølgelig…
Jeg kan slet ikke beskrive et barn på 20 uger, så jeg vil ikke prøve. Men vær ikke i tvivl om, at det er småt, og i dette tilfælde dødt og koldt.

Hun sidder med hende, mens jeg sidder ved siden af. Hun spørger mig, om jeg ikke også vil holde hende. Alt går i står i mig. Jeg hverken kan eller vil. Jeg er på grådens rand, alle følelser sidder helt uden på tøjet i forvejen. Jeg er et meget følsomt menneske, og et dødt barn er ikke noget jeg kan se på i tv eller læse om i avisen. Men lige nu er jeg der som en klippe, så jeg tager den lille pige, og holder hende…

Der går et stykke tid, hvor jeg fortsat er der. Da alt er ovre, den lille pige er kørt væk igen, moren er så meget ved sig selv at hun kan blive udskrevet, mod lægens anbefaling godt nok, kører jeg hende hjem.
Efterfølgende kører jeg selv hjem, og er jeg kun lige nået ind, før jeg ikke kan holde sammen på mig selv længere. Jeg græder som pisket, og må erkende at det er den hårdeste oplevelse jeg nogensinde har været igennem. Og vid, at jeg har været igennem lidt af hvert…

Oplevelsen var frygtelig, og er det stadig for mig. Men den har haft nogle konsekvenser jeg ikke kunne forudse. Efter den dag, har vores graviditet herhjemme, ikke været den samme.

Jeg har ikke kunne røre maven og mærke August, uden at føle ubehag. Jeg har ikke kunne snakke ret meget om det, og scanningerne har ikke været det samme. Melanie har i stor omfang været selv med det, og selv om jeg ved hun har hadet det, og har været ked af det, har hun også kunne forstå det. Vi har heldigvis kunne snakke om det.
Jeg er først de seneste par måneder blevet opmærksom på hvad der sker. Hver gang jeg mærker maven, eller oplever noget omkring graviditeten, forestiller jeg mig at fosteret/babyen, er den lille døde pige. Jeg er enorm rationel, logisk tænkende, og VED godt det ikke er. Alligevel sidder jeg lige nu, med et barn i Melanies mave, som er 37 uger gammelt, og jeg har lige set det på scanning – men jeg ser og tænker alligevel, at det er hende den 20 uger gamle baby, som ikke klarer den.

Jeg kender koblingen i mit hoved, men kan ikke komme af med den. Jeg har prøvet mange ting, fulgt mange råd – men må erkende, at det først er når August kommer ud til mig, at jeg ser hvem han er.
Jeg skriver ikke dette indlæg for at få sympati, og tænker desuden al medfølelse burde gå til pigen samt hendes mor, og naturligvis Melanie for at stå selv, og ikke mindst August for ikke at have mig. Jeg skriver indlægget for at italesætte og sætte fokus på, at mænd (åbenbart) også kan have det svært i en graviditet. Havde vi ikke dette meget åbne forhold, hvor vi kan snakke om sådan noget, kunne Melanie blot tro jeg var ligeglad, eller at jeg har fortrudt graviditeten. Og det er så langt fra sandheden…
For jeg glæder mig, til han endelig er i mine arme!

Jeg ved jeg kommer til at elske August ligeså højt som Albert. Jeg ville bare ønske han kunne have mærket det, ligeså tidligt som Albert kunne.

Tak fordi du læste med. Du er velkommen til at lægge en kommentar her, eller på min instagram: Alberts_far hvor der er et billede som linker til denne tekst.

– og husk: Hvis du en dag møder en mand, som virker ligeglad med en graviditet – så KAN det også skyldes andet, end blot ligegyldighed…